Det er nu flere måneder siden, at I har hørt fra os her i fuglekøjen. Årsagen er, at vi har været ude for nogle skrækkelige oplevelser, som vi først er ved at overvinde nu.

Lige fra før jul har det været så koldt, at vandet i dammen er blevet stift, så vi kan gå på det og det er kun i et par af armene, der er rindende vand. Det hele er også blevet dækket af sne, der er så tungt, at flere af armene er faldet sammen.

Men det værste var, at lige efter jul overfaldt nogle store fugle to af mine søskende, mens de var oppe at spise ved den beholder, der smider mad ud til os. Min bror Raptus-and og søster Nin-and døde. Vi andre 9 søskende blev så forfærdede, at vi fløj ud til det store vand og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Bare vi dog var fløjet mod syd til de varme lande sammen med vore legekammerater fra i sommers.

Efter et par dage blev vi sultne efter vor madfars gode mad og prøvede at vende tilbage til dammen. Her kaldte han på os og fik os ind i den arm, hvor vi boede, da vi var små. Han lukkede for enden af armen, så der ikke kunne komme nogen slemme fugle ind til os og nu har vi boet her i over to måneder med sne på taget og fået dejlig mad hver dag. Vi er jo 2 brødre nemlig Bri-and og mig samt 7 piger tilbage. En dag kom der en ande-dreng ind under nettet. Ham kendte vi ikke, men han er meget interesseret i mine søstre. Han hedder Joakim og er en rigtig flink fyr, så nu bor han også her. Vor madfar har lovet, at vi kommer ud fra vor vinterbolig,  så snart det bliver så varmt i vejret, at der igen er vand i dammen og de store grimme fugle er væk. Det kan I tro, vi glæder os til.

Vi gælder os også til at se jer igen, for her i vinter har der ikke været ret mange, der har været og snakke med os. Så på snarlig gensyn.

Rufus-and

Nu er det blevet efterår, men sikke en dejlig sommer vi har haft her i fuglekøjen. Der har været rigtig mange mennesker og de har snakket med os og flere af dem har haft franskbrød med. I kan tro det smager godt i vore små andemaver.

Vi er jo vokset ud over ællingestadiet og er nu rigtige ænder, der alle sammen kan flyve. Og det gør vi også tit, men oftest kun rundt her i fuglekøjen. Vi har dog et par gange været ude og lande på det meget store vand, der ligger lige her uden for køjen. Nej, hvor er verden stor.

Vi leger og snadrer hver dag med den anden familie, der bor her i fuglekøjen og de er vore venner. De taler om, at deres far og mor har fortalt dem, at de om en måneds tid plejer at flyve langt - langt væk til de varme lande, til noget de kalder Spanien. Der siger de, er dejlig varmt, hvorimod der bliver koldt og blæsende her.

Vore menneskeforældre har sagt til os, at de synes vi skal blive boende her og de har lovet at give os mad hver dag, så vi tror nu nok, at vi bliver her, for at se hvad det de kalder vinter, er for noget.

Mange af de mennesker, der kommer her i fuglekøjen, har kaffe med og sidder så i fangmesterens skjul og ser ud på os, når vi leger og snadrer i dammen. De siger, det er så hyggeligt og det synes vi også. Der er altid læ for vinden og dejlig lunt, siger de - næsten som om de var i en regnskov.

Kom ud og snak med os, vi tager gerne imod jer hele døgnet og den 15. oktober fra kl. 10 til 12 vil nogle af vore menneskevenner fortælle om os og om fuglekøjen, hvor vi bor.

Så på gensyn.

Rufus-and

HURRA. Jeg er blevet far! For en uge siden blev jeg far til 14 dejlige små ællinger. Godt nok ikke med én mor for jeg har 2 koner. Det kan man godt have hos os ænder, for vi behøver ikke være bange for mange svigermødre.

I kan tro, børnene er søde. De kunne svømme med det samme, de kom ud af æggene, men det kneb meget med at gå - de trimlede af sted og slog kolbøtter da de ville følge deres mor, da hun skulle op at spise.

To fra fuglekøjens bestyrelse kom og så dem dagen efter de var født og de havde en meget flot mand med sig. Han hed Palle Uhd Jepsen. Han var så flink og sagde, at mine børn var så søde. Jeg hørte også, at han havde været med til at ringmærke mange af mine forgængere her i fuglekøjen. Jeg har jo også sådan en flot ring på. Ih, altså.

For mange dage siden arbejdede mange fra bestyrelsen her i fuglekøjen for at prøve at rette op på de skader som sneen i vinter havde lavet. Men de stoppede med at rette op på fangarmene, da de så at alle vore koner lå på æg rundt om. De sagde, at de ville vente med at lave noget indtil æggene var ruget ud og vore børn blev så store at de ikke blev forskrækkede, når der blev larmet. Det ville nu være dejligt at få det hele til at se lige så pænt ud, som da jeg kom til fuglekøjen for et år siden. Men så har vi da det at se frem til.

Jeg er jo også blevet onkel for min bror Briand og så ham den nye tilflytter Joakim har også hver 2 koner og der er ved at komme en større børneflok. Der bliver rigtig sjov i dammen her til sommer, så kom og hils på os og få nogle rappe bemærkninger med på vejen.

Vi ses.

Rufus.