Køjemesterens vise

Den vise den er digtet
udi en ledig stund,
mens ænderne har ligget
og taget sig en blund.
Alt i naturen hviler
og alting er i ro,
den køjemand han smiler
og gør sin gerning tro.


Bort skal de gamle køjer,1
der Fanøs stolthed var,
vort land ej andre ejer,
derfor vi æren har.
Nu hen til andre lande
de ænder drage vil
og ej til vore strande,
de mere trække til.


Bedriften udi køjen 1
den gik fra slægt til slægt,
derfor som mindehøjen
vi på den lagde vægt.
Med et bedrøvet hjerte
vi den må lukke til,
det volder os stor smerte,
man os ej høre vil.


Som træet rank du står endnu,2
du gamle køjemand
og giver læ og værner
for dine, hvor du kan.
Men må engang du falde
for stormens tag tilsidst,
det er for dig at kalde
til større glæde hist.

Køjemesterens vise

Tekst af Niels Jessen Anthonisen, Sønderho Gamle Fuglekøje.


Teksten er skrevet af Anthonisen i 1884.


Versene mærket 1) dog i forbindelse med at jagt i fuglekøjer blev forbudt i 1931
og verset mærket 2) blev skrevet af en af Anthonisens venner til hans 80 års fødselsdag.


Sangen kan synges på melodien til "Jeg lukked op min kiste", men melodien til "Jeg var en ung sømand, jeg var knap 17 år" kan også bruges.



Udi den gamle kiste,
som i fuglekøjen står,
det musene mon friste,
hvad indhold den formår.
De har den gennemgnavet,
hvis ej passes på,
at få den vel beslaget
og låget ligeså


Den indeholder føde
beregnet ej for mus,
nej, for en bedre grøde
der trives ej i hus,
som langtfra til os kommer
i efterårets tid,
den er fuglekøjens sommer,
dens vogters bedste tid.


Fra Finland ænder drager
i tusindvis herned,
dem dammen ret behager,
thi de ej bedre ved
end ligge der og svømme
og nyde livet sød,
dog derom de ej drømme,
at det bliver deres død.


Den køjemand han vender
ved kanalens munding bred,
hans ænder jo ham kender,
som lokket har herned
en sværm af vilde ænder,
derfor han også må
tre håndfuld byg dem sende
og derpå fremad gå.


Vildænder ham ej kender,
derfor de opad gå
imod kanalens ender,
hvor stille de mon stå;
thi garnet vil ej briste,
endskønt det prøves skal,
han må dem deraf vriste,
for at knække deres hals.


Copyright 2020 © Alle rettigheder forbeholdes

Vi bruger cookies for at forbedre din brugeroplevelse ved at huske, at du er logget på. Hvis du udfylder en kontaktformular, bruger vi cookies til at huske dine oplysninger til en anden god gang. Tredjepartscookies Vi bruger tredjepartscookies til at spore, hvordan du bruger vores hjemmeside – eksempelvis hvilke sider, du har besøgt, og hvor lang tid, du har brugt på hver af dem. Det hjælper os med at opnå en bedre forståelse af, hvordan folk bruger vores hjemmeside, og hvordan de tilgår den.

Godkend